Droemme til virkelighed

Går du med ikke realiserede drømme for dit liv? Hvad du end går og drømmer om, så er det aldrig for sent at gøre dine droemme til virkelighed. Måske er nytåret et godt tidspunkt. For at sætte gang i processen er der 3 ting, som er vigtige: 1) du skal have en klar vision, 2) du skal kunne fastholde den for dit indre blik, og 3) du skal bruge en notesbog. Artikel handler om at gøre sine droemme til virkelighed.

Vækst er ensbetydende med liv

Dybt i os alle er der indbygget en trang til vækst. Vi har behov for at stræbe efter noget, at være på vej til noget mere. Ellers dør vi indefra. Vi er ikke skabt til at stå stille og være passive. Der er et potentiale i os, som længes efter at blive forløst. Helt centralt består vi af vibrerende energi, og vi har det bedst, når energien er i bevægelse. Når vi engagerer os i noget, kommer der flow i energien. Det kan vi mærke som en indre gejst, en følelse af glæde og inspiration, som når vi er optaget af at gøre vores drømme til virkelighed.

Krisetider får mange mennesker til at være mindre risikovillige og mere fokuseret på at tilpasse sig. Man kan hurtigt vænne sig til at holde igen, til ikke at stille krav, hverken til sig selv eller til andre. Men vi kan ikke manifestere vores drømme ved at holde lav profil.
Vi trives ikke på vågeblus i længden. Vi er nødt til at komme ud af busken eller op af hullet.

Intention, Vision og en notesbog

For at kickstarte realiseringen af dine drømme, må du starte med at række ud efter dit mål via en klar vision. Samtidig må du formulere din drøm som en klar intention. Ligesom vi f.eks. har behov for at have en adresse og et kort (eller en GPS), for at kunne nå frem til vores destination. Således har vi tilsvarende behov for en tydelig intention (adresse) og en klar vision (billede/kort) for at kunne nå vores mål. Notesbogen skal bruges til at fastholde dine tanker og visioner.

Lad os komme igang

Først må du blive meget bevidst om selve drømmen. Den skal være formuleret som en klar og positiv intention, hvor du også gør dig klart hvorfor du ønsker drømmen realiseret. Hvad vil det give dig til din personlige vækst? Derved tænder du for dine positive følelser, som holder dig igang imens du er undervejs med at realisere drømmen.

Den første hurdle

Ofte skal du bruge lidt opmærksomhed på at rydde op i ubevidste negative tanker eller rutiner, fordi de lægger beslag på og binder din energi. Og netop at de er ubevidste, gør dem luskede. Ikke før du bliver bevidste om dem, kan du i realiteten give slip i dem. Derfor må du være opmærksom på dine tankemønstre, og fange dig selv hvis negative tanker dukker op. De skal skrives ned, så de ikke forsvinder ned i det ubevidste igen.

Negative tanker kan handle om tvivl, blufærdighed eller angst for at fejle. De vil kunne manifestere sig som en paradoks intention, så det, som du ønsker at undgå netop indfinder sig, fordi du ubevidst har fokus på det. Jo mere desperat du jagter drømmen, jo mere sandsynligt vil du udløse den paradokse intention. Du må være villig til at give slip i det, som du er allermest optaget af at opnå. Eller sagt på anden måde: Du må være tålmodig og bevare tilliden til, at dine drømme er igang med at realiseres ved din indsats.

Hvad kan du gøre ved negative tanker? Jeg anbefaler, at du reformulerer dem og skriver dine nye formuleringer i din notesbog. Dernæst skal du sige den nye positive formulering højt til dig selv flere gange. Fornem, om du stadig har modstand, og i så fald undersøg din modstand nærmere. Det kan skyldes, at du har gamle erfaringer, som der skal ryddes op i. Spørg dig selv, om du er villig til at give slip nu?

En klar vision

Det næste skridt er at skabe en meget detaljeret og klar visualisering af drømmen. Du lukker dine øjne og forestiller dig, visualiser for dit indre blik, hvordan din drøm vil kunne realiseres, og hvordan det vil se ud, når du er nået i mål. Sørg for at din visualisering er så detaljeret og inspirerende som muligt, og genafspil filmen igen og igen. Skriv dit “manuskript eller storyboard” i din notesbog. Du kan f.eks. forestille dig, hvordan sollyset og varmen kan få de drømme, som ligger som frø i dig, til at spire og gro, så de udvikler sig og bærer frugt.

“The Secret” (Law of Attraction)

I 2006 udkom filmen “The Secret”. Filmens budskab var, at alt i universet skabes via en lov om tiltrækning. At vi tiltrækker alt det, som vi sender ud via vores tanker. Alt det, som befinder sig på samme energi frekevens, som vi selv udstråler, bliver trukket ind i vores liv. Med andre ord har man selv tiltrukket alt, både medgang og modgang, som man har i sit liv. Filmen udløste meget forskelligt respons. Nogle betragtede filmen som noget new-age vrøvl, andre blev grebet og tog filmen alt for bogstaveligt, og atter andre øjnede en “Get Rich Quick” mulighed. De flestes respons var dog biased af, at ingen forstod hvilke kvantemekaniske principper det handlede om bagved.

Netop fordi “Loven om tiltrækning” er reel nok, skal filmens budskab omgås med forsigtighed. Uvidenhed gør os nemlig sårbare, når vi f.eks. drømmer om at tiltrække en masse penge, men samtidig føler os fattige. I så fald vil vores faktiske energifrekvens udspringe fra fattigdoms tænkning, som derfor kommer til at virke som en paradoks intention. Så vi får mere fattigdom ud af det i stedet for.

Intet kommer af sig selv

De potentialer, som du indeholder, falder ikke bare ned i dit skød af sig selv. Du må aktivt gøre noget for det. Ved at du energetisk går fuldt og helt ind i din vision, så den bliver udfoldet som en del af dit liv allerede nu, skaber du den rette grobund for at drømmen kan spire og blive manifesteret. Ved at have tillid, være vedholdende og tålmodig bliver drømmen efterhånden til en realitet.

At hvile i den man er

Det er meget vigtigt at finde balancen imellem at række ud og at være tilfreds. Vi kan sagtens værdsætte det vi har, hvile i os selv og have tålmodighed, samtidig med at vi forfølger visionen og drømmen. Visionen handler om hvor vi ønsker at bevæge os hen, men det betyder ikke, at vi ikke værdsætter det vi har eller er. For dermed kan vi igen udløse den paradokse intention. Så nøglen er at lære at nyde det, der er, og lade det være ok, hvor du er lige nu. Men samtidig være meget nærværende med og bevidst om at holde visionen foran dig hele tiden, så du holder øje med, hvor du er på vej hen. I en travl hverdag bliver ens vision nemt opslugt af livet trivialiteter. Vi føler ikke, at vi har tiden til at pleje det mentale fokus. Men det er en farlig prioritering, hvor vi risikerer at miste vores drømme og visioner.

Hvordan i praksis?

Personlig vil jeg anbefale, at du skriver din intention og din vision ned i din notesbog, og at du også forsøger at skitsere din vision som et manuskript eller et storyboard. Dernæst skal du afsætte tid til at visualisere og meditere over din vision, så du dagligt bruger lidt tid på at se den foran dig som et lille stykke film. Hold øjne og ører åbne for impulser og inspiration. For når du sender din vision ud som en intention, vil den hjælp, som du har brug for til at realisere dine drømme, komme til dig. Men den kan komme på en helt anden måde og fra en helt anden side, end den du forestiller dig det. Så vær åben for at tage imod de muligheder, som der vil åbne sig for dig.

Læs mit næste indlæg om Taknemmelighed som skabende kraft for at få succes.

Endelig kan jeg anbefale dig at melde dig til mit kursus Energibevidsthed. Her arbejder du med hvordan du kan synkronisere din energi med dine drømme. Du lærer hvordan du ikke bør gøre og hvad du skal gøre for at bringe dig selv ind i energiflowet. Du kan finde en kursusbeskrivelse her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>