Mette havde været på kursus i Girafsprog, hvor man lærer at give udtryk for sine følelser og sine behov. Det appellerede perfekt til Mettes personlighed. Da hun møder sin arbejdskollega Henrik, som hun altid har følt sig ignoreret af, griber hun chancen: ”Ved du hvad, Henrik, jeg lægger mærke til, at du aldrig hilser på mig. Jeg er såret og ked af at blive ignoreret. Vil du godt vise mig mere respekt fremover?” Henrik ser måbende på hende, måler hende oppefra og ned, vender hende ryggen og går. Mette føler sig endnu mindre end før….. Hvorfor går det slet ikke som hun havde tænkt? ….. jamen, hvad forventer hun?
I hverdagen går mange af os rundt og er lidt konfliktsky. Vi vil gerne elskes og påtager os derfor mange opgaver og et stort hensyn til andres følelser og behov. Hvis hele verden var befolket med hensyns- og omsorgsfulde mennesker magen til os, ville vi alle stortrives sammen i fred og fordragelighed? Hvordan så med de andre, som er kritiske, afvisende, følelseskolde, rationelle og konfronterende. Hvordan bliver man bedre til at håndtere dem?
Psykologen Marshall Rosenberg er forfatter til bogen ”IkkeVoldelig Kommunikation” som i 2005 udkom i dansk oversættelse. Han bruger giraffen som metafor for indfølende kommunikation. Rosenbergs budskab er, at vi skal lære at observere hvad der foregår, og tale om dette fra hjertet. Så løser alle konflikter sig, og han lover endvidere, at man med Girafsproget kan
- Gøre potentielle konflikter til fredelige dialoger
- Bryde tankemønstre, som fører til vrede og depression
- Sige sin mening uden at skabe fjendtlighed
- Kommunikere indfølende og skabe medfølelse
- Gøre livet dejligere for sig selv og andre
Hvad er Girafsprog?
Ikke voldelig kommunikation går ud på at lære at give udtryk for vores uopfyldte behov i alle slags situationer og lytte til andre med indføling i stedet for at vurdere og dømme og give dem skylden. Det handler ikke om at lave om på andre, men om at etablere kontakt og få tilgodeset alles behov.
Selve kommunikationsprocessen skal foregå i 4 trin.
- Vi observerer, hvad der sker uden at tolke.
- Vi giver udtryk for vores følelser (ikke tanker) i relation hertil.
- Vi giver udtryk for vores behov i relation til vores følelser.
- Vi anmoder den anden om ændringer, så vi ikke længere får følelsen.
Rosenbergs filosofi er, at vi skal styrke vores evne til indføling. Ved at bruge hans metode til at skabe mere omsorg og større dybde i vores relationer vil vi opbygge velfungerende forhold både privat og til kolleger på arbejdspladsen.
Hvorfor går det så alligevel galt?
Girafsprog kan eskalere konflikter fordi det i høj grad appellerer til mennesker med pleasergener, som gerne vil redde verden, gerne vil elskes, gerne vil have deres følelser anerkendt og gerne vil undgå konflikter. Men desværre bruger de metoden forkert. For hvis man opfatter metoden som en legitim måde at stille følelsesmæssige krav til andre og få dem, så får man sig en ubehagelig overraskelse. For metoden kan ikke bruges som et værktøj til at manipulere eller kontrollere andre med.
Rosenberg er selv et følemenneske. Han beskriver i sin bog, at han er vokset op som konfliktsky pleaser. Han arbejder i dag som konfliktmægler, og han er sikker på, at man kan forhindre og løse konflikter, hvis man styrker de følelsesmæssige bånd imellem mennesker. Han forudsætter også, ligesom andre følemennesker, at mennesker som er direkte og konfronterende, er bange for følelser. Ifølge Rosenberg har de behov for omsorg og medfølelse, så de kan lære at have medfølelse med sig selv og dernæst med andre. Så han bruger selv girafsprog som et terapeutisk redskab.
We can never solve our problems,
We can only outgrow them.
Abraham Maslow
Kun 2 slags mennesker?
Selvfølgelig er det en grov forenkling, at tale om kun 2 slags mennesker. Det skal mere forstås sådan, at de hver især repræsenterer en yderlighed på en kontinuerlig skala, gående fra meget rationel og ofte opgaveorienteret tænkning i den ene ende til empatisk og relationsorienteret indføling i den anden ende. Der er selvfølgelig alle mulige kombinationer ind imellem. Afhængig af konteksten vi befinder os i, bevæger de fleste velfungerende mennesker sig mere til den ene side i nogen situationer og mere til den anden side i andre situationer. Men når det er sagt, så har de fleste også en præference for den ene eller den anden side af skalaen. Så hvilke andre typiske karakteristika finder vi i yderpunkterne på skalaen?
Tankemennesker foretrækker at erfare verden via deres tanker. De er mere mentale, mere dissocieret, planlæggende, og ofte mindre tilstede i nuet. De er typisk optaget af logik, viden, sund fornuft, faglighed, abstrakt tænkning, struktur, kontrol og af om ting giver mening. De forventer ansvarlighed, saglighed og målbare kriterier. Ellers udfordrer og konfronterer de, og de kræver svar på tiltale. Derved kan de fremstå følelseskolde og afstumpet. Følemennesker kan tolke dem som lettere karakterafvigende.
Følemennesker vil gerne erfarer verden via deres følelser. De er empatiske og associeret. Det er vigtigt at føle sig elsket, anerkendt og accepteret. De er meget optaget af relationer, samværet, hvordan man har det og hensynet til hinandens følelser. Mange følemennesker er konfliktsky og forventer omsorg og indlevelse, og de synes selv, at deres følelser er en valid forklaring og begrundelse for alle deres handlinger. Derved kommer de til at fremstå sensitive og som om de tager alting alt for personligt. Tankemennesker kan fortolke dem som mere eller mindre små-neurotiske og overbekymrede, og bliver irriteret over deres appel om accept.
Behandle andre som vi selv vil behandles?
I kommunikation har dette været et mantra, men det er faktisk en katastrofal misforståelse. Den bygger på en forudsætning om, at hvad der er godt for mig, er selvfølgelig også godt for dig. Det betyder også, at følemennesker nemt kommer helt galt afsted, når de behandler et tankemenneske, som de selv gerne vil behandles, med omsorg og følelsesmæssig indpakning. For tankemennesker er dette grænseoverskridende og omklamrende. Tilsvarende er tankemennesker fuldkommen uforstående over, at et følemenneske ikke bare forholder sig rationelt og med sin sunde fornuft til tingene. Hvorfor tage sådan på vej og gøre livet til et drama? Men et følemenneske oplever det som en afvisning, hvis hendes følelser ikke også er velkommen. De er jo en del af hende!
Dette er selvfølgelig trukket mere skarpt op end virkeligheden i almindelighed vil udfolde sig. Min hensigt er at skabe en ramme, så man kan forstå hvorfor Marshall Rosenbergs girafkommunikation kan give problemer for netop de mennesker, som tror på, at girafsprog er redskabet til at andre vil tage hensyn til deres følelser.
Vi skal ikke behandle andre,
som vi selv gerne vil behandles
(det er udtryk for dovenskab).
Men som de gerne vil behandles
(det er udtryk for respekt).
Det kræver opmærksomhed!
Det kræver, at vi gør os umage!
Tilbage til Girafsproget
Rosenberg gengiver flere steder i bogen sine dialoger med mennesker, som i hans optik trænger til indfølende kommunikation. Jeg synes han er grænseoverskridende, når han meget insisterende tolker andres behov. Jeg har også mine tvivl, om dialogerne faktisk er foregået, som han gengiver dem. Det virker provokerende, når han kloger sig på andres følelser eller behov. Det er som om han gør modparten til én af sine klienter. Og måske er de omtalte personer rent faktisk hans klienter, men det gør desværre, at eksemplerne ikke er relevante for bogens læsere. De søger jo efter løsninger til at blive bedre til at kommunikere og samarbejde i hverdagen.
Som allerede nævnt, appellerer bogen især til læsere med pleasergener, og som ofte har det svært med kritik og konflikt. Derfor skal man virkelig nærlæse bogen, så man forstår hvilke forudsætninger der skal være på plads, for at metoden kan bevirke det, som er formålet.
De 4 trin, nu med kommentarer.
- Jeg er enig med Rosenberg i, at alle kan styrke deres kommunikation, hvis de bliver bedre til at observere og til at lytte. Som bekendt er kvaliteten af rådata afgørende for enhver oplevelse, situation, undersøgelse eller beslutning. Der er meget at vinde ved at drage mere omsorg for vores rådata. Det betyder, at vi må lære at forholde os rationelle og ikke emotionelle til data. Jeg tror næppe, at Rosenberg ville acceptere at gå så vidt?
Fælden er, at vores egne følelser ikke hører med til rådata. De er nemlig en konsekvens af vores egen primære fortolkning. Så hvis jeg præsenterer mine følelser som facts, er det en forvrængning af observationen, og det har Rosenberg slet ikke taget højde for! - Vi giver udtryk for egne følelser ved det, som vi observerer. Her skal vi passe meget på. Tag f.eks. udtalelsen: ”Når du (A) har travlt og arbejder i weekenden, føler jeg (B) mig svigtet”. Her bliver A gjort til årsag til B’s følelse af svigt. Men A er blot en trigger. Den egentlige årsag til B’s følelser er hendes egne ikke indfriede forventninger. Selvom Rosenberg i bogen påpeger, at man skal skelne imellem trigger og årsag, så synes jeg ikke han lykkes med det. Det er afgørende, at læseren kan forstå hvad forskellen er. Årsagen ligger typisk tilbage i barndommen, hvor 1. prægning skete. En nutidig hændelse som ligner vil trigge det gamle følelses- eller reaktionsmønster. Hos de fleste mennesker er det et dybt indgroet mønster, at vi opfatter andres handlinger som årsag til egne følelser. Det er jo sådan vi oplever det. Vi er ubevidste om, at vores følelser hænger sammen med vores holdninger og vores forventninger. Derfor kan det gå galt med girafsproget, når et følemenneske giver udtryk for sine følelser overfor et tankemenneske.
- Her giver vi udtryk for egne behov. Det er ligeledes vanskeligt, hvis vi ikke er i god kontakt med vores egne behov. Mange følemennesker har lært sig at tilsidesætte eller underordne deres egne behov af hensyn til relationen. Derfor ved de ofte mere om hvad de ikke vil, end hvad de vil. Når jeg som coach spørger til klientens behov, er svaret ofte: Det ved jeg ikke. Jeg vil bare gerne ha’ at andre har det godt. Måske fortsætter B: ”Jeg har ikke lyst til at være alene, fordi jeg keder mig alene.” Selvom B taler ud fra sig selv, så virker det alligevel som en anklage af A, fordi B fortæller om hvad hun ikke vil. Hun omtaler sine behov, som om hun er offer for A og ikke kan administrere sit eget liv. Som om hun er tvunget eller andre bestemmer, at hun er nødt til at være alene og kede sig. Men det er jo sådan hun har observeret, at hun føler det. Jeg er enig med Rosenberg i, at det er manglende ansvar. Men desværre forklarer og bevidstgør han ikke om, hvordan det er lig med ikke at tage ansvar. Især som følemennesker er vi vant til først og fremmest at tage os af andres følelser. Implicit forventer vi at andre tilsvarende tager sig af vores følelser. Dette er endnu et udtryk for denne katastrofale misforståelse, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. For det gør, at vi forventer, at andre vil behandle os, som vi selv behandler dem. Følemennesket bliver mere og mere omklamrende, og tankemennesket trækker sig mere og mere væk fra kvælende omsorg.
- Her kommer vi så med vores anmodning: ”Jeg vil gerne have, at vi har 3 aftener om ugen sammen….., så jeg føler vi hører sammen.” Den første del er måske en assertiv anmodning, måske et forhandlingsudspil? Men den sidste del er igen en krog, hvor B lægger sine forudsætninger ind om hvad definitionen på at høre sammen er. Derved låser hun A, for hvis A kun har lyst til 2 aftener, og B’s definition ikke bliver udfordret, kan B gøre A til årsag for sine følelser. Således får A ansvaret for, hvordan B trives.
Dette lille scenarie er et eksempel på, hvor nemt det KAN gå galt i hverdags kommunikationen, hvis vi bruger girafsprog på den forkerte måde, nemlig til at manipulere med.
Girafsprog lyder nemt, men det er svært
Det nemme ved girafsprog er, at man nemt kan komme galt afsted. For at kunne bruge metoden korrekt, kræver det nemlig, at man er meget bevidst om sig selv og sine egne behov og følelser, og at man tager det fulde ansvar for sit eget verdensbillede.
Derfor er metoden ikke et Quick fix. Og netop derfor er dens udbredelse et pudsigt paradoks. Mange offentlige arbejdspladser har haft deres medarbejdere på kursus i girafsprog, formentlig fordi der er mange medarbejdere med pleasergener i omsorgs- og plejesektoren, som metoden appellerer til. Hvis metoden bruges sammen med andre pleasere kan den sikkert fungere et langt stykke ad vejen. Men hvis man bruger den overfor en ikke-pleaser kan det gå galt. Jeg mener at metoden kun kan løse konflikter, under forudsætning af, at man tilbyder medarbejderne mere selvudvikling.
Tag på Assertiv Kommunikation eller på NLP SelvledelseTM
Jeg vil anbefale alle, at de tager et godt NLP kursus i selvudvikling eller i Assertiv Kommunikation.
På NLP Selvledelse lærer man hvordan man via sine tanker og holdninger selv former sin egen virkelighed. Man bliver bevidst om sine egne behov og man lærer at arbejde med sine egne følelser på en udviklende og konstruktiv måde, hvor man selv tager ansvaret.
Alternativt vil jeg anbefale Assertiv Kommunikation. Assertion handler om at stå ved sig selv og hvad man selv mener. Det handler om at respektere egne rettigheder og andres rettigheder, at kunne sige til og fra og kunne håndtere kritik på en konstruktiv og assertiv måde. Men det handler også om at give slip i at ville tage patent på spillereglerne for andre.
Personligt mener jeg, at vi altid kan blive bedre til at håndtere kritik, måske endda se det som en gave. Det er en misforståelse, at vi skal undgå konfliker for enhver pris. Tværtimod. Det ødelægger vores kreativitet, når vi fokuserer på vores angst for konflikter.
Læs mere om Assertiv Kommunikation….
Læs mere om NLP Selvledelse…..
Det lyder som om du har fået Girafsprog galt i halsen og anvender det på en måde, som ikke er Marshalls intention. Jeg ved at Girafsprog virker, jeg har set det så tit – og nej det er ikke et hurtigt fix. Som alt andet er det en metode der skal øves og læres. Den er enkel, men ikke nødvendigvis let, hvis du er vant til at tale på en helt anden måde. Girafsprog handler om at tage ansvaret for egne følelser og behov – IKKE at gi andre skylden.
Hej Mathilde..
Jeg anbefaler dig at du begrænser dig til at anbefale assertiv kommunikation og NLP, fremfor at du skriver om girafsprog før du kan fremlægge det på en måde der er i overensstemmelse med essensen af Ikkevoldelig Kommunikation og Marshall Rosenbergs intention..Så vil du skrive og fortælle om du villig til at slette din omtale af girafsprog for at vise respekt for andre?
Venlig hilsen,
Henning Jacobsen,
certificeret underviser i IVK
Mobil 2880 1002
mail@sprog-der-forbinder.nu
Kære Marianne,
I mit virke som coach og underviser møder jeg kursister og klienter, som har oplevet nederlag ved at bruge Girafsprog. Når jeg undersøger nærmere, hvordan det gik galt viser det sig, at de ved at give udtryk for deres følelser ofte får givet modtageren en opfattelse af en beskyldning. Nej, de har ikke brugt girafsproget som Marshall Rosenberg’s intention, og måske har de fået Girafsproget galt i halsen. Mit budskab med artiklen er, at girafsprog ikke er et QuickFix, og at det ligesom andre metoder kræver selvudvikling. Det er mit indtryk, at det som folk har vanskeligst ved at forstå er, hvad det vil sige at tage ansvar for egne følelser. Mange tror fejlagtigt at de tager ansvar, når de oprigtigt står ved og giver udtryk for hvad de føler. Men vores følelser hænger sammen med vores holdninger og forventninger. Så det er faktisk her de skal tage ansvaret og blive på egen bane, og erkende deres egne tankemønstre!
Kære Henning
Jeg vil til enhver tid anbefale assertiv kommunikation og NLP. Desuden vil jeg henvise til mit svar til Marianne. Jeg synes det er ærgerligt, at din kommentar ikke er specifik mht hvad du er uenig i, fordi det udelukker en debat. Det er måske også dit formål, eftersom du ønsker, at jeg skulle slette min artikel.
Faktisk rammer du med din kommentar lige ned i pointen i min artikel: Du beder mig om at slette mit indlæg, så du kan føle dig respekteret? Så nej, jeg sletter ikke mit indlæg. For min intentionen er netop at gøre opmærksom på, at girafsprog ikke kan eller bør bruges til at styre rundt med andre, for derved at få fixet sine egne følelser! Men din kommentar er et meget godt eksempel på hvorfor det KAN gå galt med girafsprog.
Kære Mathilde.
Først tak fordi du bruger din tid på at svare på mit indlæg. Jeg glæder mig også over at assertiv kommunikation og NLP fungerer for dig.
Og ja det kan altid “gå galt”, hvis du ønsker at komme i dialog med andre mennesker, fordi du ikke kan styre hvordan andre mennesker reagerer – uanset om du bruger Girafsprog, assertionskommunikation, eller NLP som strategi.
Dernæst beder jeg dig læse min anmodning igen, hvor jeg spurgte om “– du (er) villig til at slette din omtale af girafsprog for at vise respekt for andre?”.
Bemærk at jeg ikke har bedt dig om at slette dit indlæg som du desværre har fortolket mit indlæg.
Sagt på en anden måde, har jeg spurgt om du er villig til helt at slette dine 2137 ord om Girafsprog for at vise respekt for mennesker der tænker anderledes end du gør, og som har helt andre erfaringer med Girafsprog end du har – og i stedet koncentrere dig om at skrive om hvor nyttig assertiv kommunikation og NLP er for dig. Det bruger du nemlig kun 162 ord på.
Ligesom din overskrift fx kunne ændres til “Hvorfor assertionskommunikation og NLP er så fantastisk”. Det er bare et forslag.
Bemærk også at jeg beder dig om at slette dine ord om Girafsprog, så det bliver dit valg om du vil vise respekt over for andre – ikke for at jeg kan føle mig respekteret, som du har lavet mine ord om til.
Jeg håber min anmodning giver ny mening for dig, når du læser og forstår min anmodning som jeg havde tænkt den?
Sagt på en helt anden måde handler min anmodning om du er villig til at vise respekt til andre. Det er altså ikke noget krav at du skal vise respekt. Det er dit valg om du vil vise respekt, hvis det er en vigtig størrelse i dit liv.
I min undervisning i Girafsprog forsøger jeg at gøre intentionen klar:
Kunsten med Girafsprog er både at imødekomme egne behov og samtidig bidrage til at andres behov imødekommes.
Girafsprog gælder altså ikke om mig, mig og mig og mine behov – og heller ikke udelukkende om at gøre som du, du, du eller andre ønsker at jeg skal opføre mig.
Når jeg i min undervisning møder mennesker der ønsker at “fixe” problemer og /eller manipulere andre mennesker med Girafsprog, sker det at jeg med et glimt i øjnene foreslår dem at gå til et hundetræningskursus – fremfor at spilde deres tid med at sætte sig ind i Girafsprog – der som nævnt har som intention at imødekomme både egne og andres behov.
Du vil gerne at min kommentar er mere specifik, og det vil jeg forsøge på med 2 eksempler.
1) Du skriver at “Ikke voldelig kommunikation handler om at give udtryk for vores behov og undgå at bruge vurderinger og kritik mod sig selv og andre.”
Her glemmer du fuldstændig at indrage den anden halvdel af processen som handler om at lytte indfølende til andre.
I stedet kunne du eksempelvis have skrevet at “Ikkevoldelig kommunikation handler om at være bevidst om både egne og andres behov, og at arbejde på at finde løsninger som alle implicerede kan tilslutte sig”
Kan du følge mig i at det ville være at vise respekt over for processen at skrive sådan?
2) Du skriver i din indledning:
“Mette havde været på kursus i girafsprog, hvor man lærer at give udtryk for sine følelser og sine behov. Det appellerede perfekt til Mettes personlighed. Da hun møder sin arbejdskollega Henrik, som hun føler altid har ignoreret hende, som har givet hende en følelse af mindreværd, griber hun chancen: ”Ved du hvad Henrik, jeg lægger mærke til, at du aldrig hilser på mig. Jeg er såret og ked af at blive ignoreret. Vil du godt vise mig mere respekt fremover?” Henrik ser måbende på hende, måler hende oppefra og ned, vender hende ryggen og går. Mette føler sig endnu mindre end før….. Hvorfor går det slet ikke som hun havde tænkt? ….. Jamen, hvad forventer hun?”
Dit eksempel viser på glimrende vis at Mette tror hun har lært Girafsprog, måske efter et introducerende weekendkursus, hvor hun stadig tror at hun med Girafsprog kan “fixe” og manipulere andre til at gøre som hun ønsker, og hvor hun stadig blander følelser sammen med dømmende vurderinger af andre. Hendes tanker (“hun føler at Henrik ignorerer hende” – “han har givet hende en følelse af mindreværd”) viser at hun giver Henrik skylder for at hun mærker “ufestlige” følelser, og at hun dømmer Henrik til at have gjort noget der er forkert set ud fra hendes synspunkt.
Når hun tænker på den måde, kan hun selvfølgelig ikke få den kontakt og dialog med Henrik som hun ønsker sig. Det der kommer ud af hendes mund og kropssprog bliver i bedste fald til et mekanisk Girafsprog, og mange mennesker vil flygte skrigende væk, ja måske med en bemærkning som “pist-off med dit psykologi-pis” 😉 )
Som underviser på et modul 1 kursus i Girafsprog ville jeg først tilbyde Mette redskaber til at lytte ærligt til sig selv (uden dømmende vurderinger). Det kalder jeg Selvempati. Dernæst ville jeg tilbyde hende hjælp til at lytte empatisk til hvordan Henrik har det og hans “gode grunde” til at han ikke hilser på hende. Og endelig vil jeg hjælpe hende til at finde flere handlemuligheder som hun kan vælge imellem, hvis hun ønsker en anden kontakt med Henrik.
Jeg håber mit valgte eksempel er specifikt og sådan som du kunne ønske dig et respons fra min side.
Jeg ser frem til dit respons om hvad du tænker nu, Mathilde.
Alt vel,
Henning Jacobsen
Kære Henning
Tak for dit indlæg. Ja, vi er enige om, at kommunikation nemt kan gå galt og at andre menneskers respons ikke kan forudsiges og kontrolleres. Ironisk nok er det netop ønsket om at kunne kontrollere andres respons direkte eller indirekte, som gør, at det går galt.
Du elaborerer omfattende på din tidligere anmodning – ”hvorvidt jeg er villig til at slette min omtale af girafsprog (IVK) for at vise respekt for andre”, og ”om respekt for mennesker, som tænker anderledes end jeg gør”. Jeg anerkender, at vi tænker forskelligt. Og hvis forskellig tænkning skal respekteres, så må det vel gælde begge veje?
Du skriver dernæst, at din anmodning ikke handler om dit behov, men om andres. Betyder det, at du ikke vil stå ved dit indlæg som dine egne holdninger og argumenter? Du skriver også, ”at det er mit valg, om jeg vil vise respekt”. Nej, det er ikke mit valg. Mit valg er om jeg er enig i din forudsætning, at hvis jeg ikke sletter min omtale, så er det ikke respekt. Og endelig skriver du, ”hvis respekt er en vigtig størrelse i mit liv?” Her er din forudsætning, at når jeg vælger ikke at slette, må det betyde, at respekt ikke er vigtigt i mit liv. Qua forudsætning er dette et indirekte angreb på..?? (min integritet måske?). For du definerer hele vejen, hvad respekt handler om (for dig), men jeg er ikke enig i din definition.
Uanset på hvis vegne du argumenterer, Henning, så kommer du ikke udenom, at det er din definition, norm eller fortolkning af, hvad der har med respekt at gøre, som giver dig din oplevelse af manglende respekt. Det er dit interne verdenskort som bliver udfordret. For mig handler det om ytringsfrihed og debat. Jeg ser ikke nogen disrespekt i at forklare mine læsere, hvor jeg mener, at det kan gå galt, og hvor de skal være påpasselige i deres omgang med girafsprog. I min optik er Girafsprog blot et værktøj, ligesom Assertion og NLP, som kan diskuteres med hensyn til, hvad det kan bruges til og hvordan. Når du anmoder mig om at slette for at vise respekt, så tænker jeg, at du må have identificeret dig så stærkt med værktøjet, så det nærmest er blevet lidt religiøst for dig.
I mit første svar til dig efterlyste jeg, hvad du er uenig med mig i. Jeg tolker, at du har et problem med min teaser til artiklen. Mette er blot et af de eksempler jeg har mødt, hvor det var gået galt. Mit svar til hende var, at ADFÆRD TILHØRER DEN, SOM HAR DEN. Så hvad forventede hun? Og hvad er hendes formål med selv at give Henrik magten og at tildele hans attitude en negativ betydning for sig selv? Essensen er, at hun sejler rundt i sine egne følelser og behov for accept, og at hun overfortolker og får alt omkring sig til at handle om hende. Derfor appellerer girafsprog til hende. Hun tror hun tager ansvar ved at tale i JEG form, og derfor går det galt.
Men det er ikke hvordan du ville håndtere Mette, som jeg efterlyser. Hun ville næppe dukke op hos dig for hun har haft kurset i girafsprog. Jeg har også haft kursister, som har læst Rosenbergs bog om girafsprog, og som er kommet galt af sted. Derfor har jeg netop i min artikel taget afsæt alene i hans bog. Jeg mener jeg argumenterer sagligt og giver et bud på, hvor det kan gå galt, og hvad man skal være bevidst om. Det er her jeg gerne vil have dig til at deltage i debatten, og det er her du kan hente inspiration til dine egne kurser. Du har brugt tid på at tælle alle mine ord, men du forholder dig ikke til indholdet i min artikel, kun til min teaser.
(Og vi er jo slet ikke uenige om at Mette ikke har forstået det. Men hvorfor har hun ikke forstået det?)
Så lad mig give dig endnu et eksempel fra bogen. Rosenberg skriver, at det er vigtigt at skelne imellem iagttagelse (observation) og fortolkning. Det er jeg meget enig i. Endvidere at vi skal lære at tage ansvar for egne følelser. Det er jeg også meget enig i. Men hans anvisninger på, hvordan det gøres i praksis er jeg uenig i.
På side 69 – 73 i bogen beskriver Rosenberg ved eksempler forskellen imellem at give andre ansvar og selv tage ansvar for egne følelser. Han skriver f.eks. at udsagn A: ”Du skuffer mig fordi du ikke kiggede ind hos mig i aftes” indikerer, at man tillægger modparten ansvaret, hvorimod han mener, at udsagn B: ”Jeg blev skuffet over, at du ikke kiggede indenfor, fordi jeg gerne ville tale med dig…”, skulle indikere at man tager eget ansvar.
Mange assertionstrænere vil måske give ham ret i, at udsagn B sprogligt er på egen bane, så det lyder som om man tager eget ansvar. Problemet er, at begge udsagn indeholder den samme centrale forudsætning, at han blev skuffet fordi hans forventning ikke blev indfriet. Implicit i den forudsætningen ligger der en direkte (udsagn A) eller en indirekte (udsagn B) placering af ansvaret hos modtageren, som ikke kiggede ind.
Begge udsagn indeholder kritik, uanset om han taler som DU eller som JEG. Men JEG formen er indirekte og derfor bliver det vanskeligere for modtageren af afvise ansvarsplaceringen. Indirekte kritik er nemlig rigtig udspekuleret ved det, at modtageren bliver til den aggressive part, hvis han går til angreb på den indirekte anklage, eller gør ham til offer, hvis han forsvarer sig. Så hvad kan modparten gøre? Jeg gætter på, at du vil foreslå “vise medfølelse”?
Men hvorfor i det hele taget spole baglæns og bringe gamle følelser i spil igen. Hvorfor ikke lade sket være sket, lade historien hvile i fred? Den kan jo alligevel ikke ændres bagudrettet. Hvorfor ikke blot holde sig til behovet her og nu, at han gerne vil have en samtale?….og assertivt bede om det? De er jo allerede videre og ved deres næste møde, siden HAN har mulighed for at udtrykke sig. Hvad er pointen …. medmindre det føles som et tab blot at give slip?
Min erfaring med klienter er, at mennesker dyrker offerrollen for at (af)presse hinanden til medfølelse. Skuffelsen opfattes som et middel til at få omsorg, og derfor skal det dyrkes lidt, før man giver slip og kommer videre og frem til nutiden.
Jeg tror dig gerne, at girafsprog fungerer indenfor IVK klubben, hvis I har de samme forudsætninger og bruger de samme spilleregler. Men det er i verden udenfor at udfordringerne er.
Som jeg allerede skrev i mit svar til Marianne, tror mange fejlagtigt, at de tager ansvar for egne følelser, når blot de JEG omtaler deres følelser på egen bane. Det er præcis det indtryk som Rosenbergs selvhjælpsbog efterlader. Men hvis man virkelig vil tage ansvar for egne følelser, så skal man tage ansvar for sine egne normer, forventninger, antagelser, holdninger, værdier, etc. Så tager man ansvaret for hele sit interne verdenskort, som følelser er den fysiske repræsentation af, og så gøres ens følelser ikke til et tema i sig selv.
Mine kurser i NLP Selvledelse og Assertion handler om at tage ansvar for sit eget verdensbillede, og derfor anbefaler jeg dem. Når først man forstår, at ens følelser aldrig er problemet, men blot et budskab, bliver livet meget lettere.
For biologisk og i evolutionen er følelser skabt som en intern feedback mekanisme til én selv fra ens eget ubevidste. De kan være et signal om kamp-flugt, men vi kan også vælge at bruge dem til at blive bevidste, som inspiration til selvrefleksion, til vækst og udvikling, til reframing og til opdatering af vores eget interne verdenskort, så vi ikke bliver slået ud af kurs og vores tilværelse bryder sammen, når verden ikke arter sig, som vi forventer. Ja, vi har følelser, men det bør ikke være følelserne, som har os.
Med venlig hilsen
Mathilde