Talrige psykologiske studier har vist, at det er mere effektivt at lade enkelt personer arbejde hver for sig, end når de deltager i et fælles gruppearbejde. En gruppe-brainstorming viser sig mindre produktiv end en individuel brainstoming. Og individuelt yder mennesker mere, når de løfter en opgave alene, end når de skal løfte den i fællesskab1. Men hvorfor nu det?
Blev ‘gruppearbejde’ et mantra for fred?
I begyndelsen af 1940’erne påstod reklamechef Alex Osborn, at man kunne fordoble kreativiteten, hvis mennesker arbejdede sammen i større grupper og fulgte bestemte spilleregler. Det var begyndelsen på det, som vi i dag kalder gruppe-brainstorming2. Selvom Osborns idé ikke var videre underbygget, fængede den for alvor i 1950’erne, måske fordi den passede til en udbredt opfattelse af at “samarbejde” ville forebygge nye krige. Desuden virkede metoden demokratisk og socialt engagerende.
Gruppearbejde er mindre kreativt
I 1991 lavede forskere fra University of Kent en meta-analyse af 20 forskellige studier, som alle havde undersøgt effekten af gruppe-brainstorming overfor individuel brainstorming. Studierne var alle gennemført efter sammenligneligt setup. Meget til forskernes forbavselse viste det sig, at testpersoner både fik mange flere ideer og at ideernes kvalitet også var meget højere, når de arbejdede alene end når de arbejdede i gruppe3.
Gruppearbejde er mindre effektivt
I slutning af 1880erne var den franske agrar ingeniør Max Ringelmann optaget af ideen om at få arbejdere til at være mest mulig effektive. Efter mange eksperimenter gjorde han en interessant opdagelse, som siden har inspireret den psykologiske forskning igennem et helt århundrede. I et af sine studier havde Ringelmann bedt arbejderne om at trække en tung vægt op med et reb, som gik op over en trisse. Han forventede, at arbejderne ville arbejde hårdere som en gruppe end individuelt. Men hans målinger viste det stik modsatte. Når de trak individuelt løftede arbejderne i gennemsnit 85 kg, men som samlet gruppe blev det kun til gennemsnitlig 65 kg 4.
Diffus ansvarlighed
Psykologer kalder dette for ‘by-stander effekten’, og forklarer den med, at ansvaret for opgavens gennemførelse bliver for diffus, og det bliver oplevelsen af succes eller fiasko også. Hvis man arbejder individuelt afhænger ens succes eller fiasko alene af egen indsats og egne evner. Man høster hele triumfen selv, og man bærer også hele nederlaget alene5.
Det har high performers det helt fint med, for de motiveres af resultater og har selv en tendens til at skubbe overliggeren opad. Low performers derimod har absolut intet ønske om at tage et nederlag på egen kappe, hvis de kan gemme sig i en gruppe.
Tilpasset præstation giver social tryghed
Lige så snart man sætter flere personer på en opgave, vil hver enkelt i gruppen nærmest automatisk mindske presset på sig selv. Derved opstår der en social tryghedsbalance i gruppen, hvor man ubevidst tilpasser sig til hinandens præstationsevne. De lavere præsterende trækker derved helhedens præstation nedad. Ingen får personlig individuel anerkendelse når gruppen performer godt, og alle kan skubbe ansvaret væk fra sig selv, hvis gruppen performer dårligt.
Et universelt psykologisk fænomen
Fænomenet er universelt og kan opleves i mange forskellige situationer. Hvis man f.eks. beder folk om at larme mest muligt, så larmer de mere som individer end de gør som medlemmer af en gruppe. Beder man folk om at komme med ideer, er de mere løsslupne og kreative som individer, end de er i en gruppe sammenhæng.
Forskellige omstændigheder påvirker fænomenet
- I større grupper bliver ansvarligheden mere diffus end i små grupper.
- Mindre veldefineret rolle og ansvar giver mindre produktivitet.
- Svage personlige kompetencer kommer i vejen for produktivitet.
- Ringe indflydelse på samarbejdsformen bremser produktivitet.
Er Danmark et Osborn samfund?
Meget i det danske samfund ser ud til at være indrettet efter Osborns tankegang. I det danske skolevæsen er gruppearbejde så indarbejdet, at det synes at være blevet en hellig ko. Man ser bort fra, at mange dygtige elever føler sig demotiveret af gruppearbejde. De bliver snydt for helt berettiget anerkendelse, fordi deres bidrag og præstation til gruppens resultat ikke bliver synligt. De skal trække deres svagere kammerater igennem, som til gengæld slipper for ansvar for egen læring. Dette er med til at sænke den samlede præstation i det danske skolesystem.
Kan afskaffelse af gruppearbejde styrke skolen?
Aktuelt er det danske skolesystem til 360˚ eftersyn, fordi det ikke leverer nok kvalitet for pengene. Mange kritiske indlæg og mange forslag har været debatteret i dagspressen. På baggrund af ovenstående vil jeg opfordre til, at man tager den omfattende brug af gruppearbejde op til revurdering. Hvad gavner det?
Gruppearbejde har givet en positiv social funktion, at alle kan opfatte sig som ligeværdige, og ingen er bedre end andre. Men det er en voksenpædagogisk tankegang, som underkender mange børns naturlige motivationssystem, som bl.a. også bliver drevet af et konkurrence element og et ønske om at vise hvad man kan.
Vi bør undersøge, om gruppearbejdet overhovedet er til gavn for de svage elever? Tilslører det ikke blot hvilke børn der faktisk har brug for individuel støtte. Er gruppearbejde foreneligt med at vi skal satse på “endnu mere målrettet undervisning til den enkelte elev”, som professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet opfordrede til den 31. marts 2010 i Berlingske Tidende6.
Er Dansk arbejdsliv uproduktivt?
Også i danske institutioner, offentlige og private virksomheder organiseres meget arbejde som gruppe processer. For et par dage siden (1. april 2010) påpegede den europæisk cheføkonom for Goldman Sachs, at produktiviteten i dansk arbejdsliv er alt for lav. Det er ifølge ham tvingende nødvendigt, at vi bliver mere produktive7. Men hvordan? De fleste synes jo nok, at de allerede løber hurtigt og knokler livet af sig selv.
Dyrker vi gruppeprocesser fordi vi er konfliktsky?
Danmark bliver kaldt for Nordens Italienere. Vi tager hurtigt beslutninger, for vi kan blot holde et nyt møde, og hurtigt træffe nye beslutninger. Mine kursister beklager sig over, at der bliver afholdt alt for mange interne møder (gruppe), og at deres arbejdstid konstant bliver forstyrret og afbrudt af alle mulige henvendelser. Nogle medarbejdere vælger ligefrem at arbejde hjemme af og til, for at undgå at blive afbrudt og for at få noget arbejde fra hånden. Følelsen af ineffektivitet gør os utilfredse med os selv, og det resulterer i stress i systemet og hos den enkelte.
Hvad siger det om arbejdslivet i danske virksomheder?
Mit spørgsmål, om man kan sige fra overfor de mange og unødvendige møder, bliver mødt med, at det er helt utænkeligt! Hvordan skal dansk arbejdsliv kunne blive mere produktivt, hvis de, som mærker ineffektiviteten på egen krop er overbeviste om, at de ikke kan sige til eller fra. Hvad er de bange for? Skyldes det, at virksomheders kultur er bagstræberisk? Har man for svage mellemledere, som ikke tåler at medarbejdere giver dem feedback, og som heller ikke selv tør give deres egen ledelse feedback? Eller har vi udviklet en medarbejder kultur, hvor man retter ind og forholder sig ukritisk til ineffektiviteten i sine egne arbejdsgange?
Ny produktivitet kræver Nytænkning!
Vi kommer ikke til at øge produktiviteten ved at arbejde flere timer. Vejen frem må være, at vi rydder op i vores gamle strategier og adfærdsmønstre. Vi skal luge ud i alle de arbejdsgange, som bruger ressourcer men ikke tilfører nok værdi. Vi skal turde være mere risikovillige, især overfor hinanden, sige fra overfor det, som ikke giver mening. Også selvom det, at vi siger fra, kan få konsekvenser. Vi skal være kreative og åbne for at arbejde anderledes, udvikle nye og mere effektive strategier, og derigennem blive mere produktive. For i sidste instans bliver vi mere tilfredse med os selv og præsterer mere, når vi selv kan se resultater af vores egen indsats.
Lad dig inspirere til nytænkning. Tag på kurset NLP Selvledelse™.
Litteraturhenvisninger:
1 Inspiration til artiklen: Professor Richard Wiseman, :59 seconds. Think a little change a lot. Macmillan (2009)
2 A.F. Osborn (1957) Applied Imagination, in Scribner’s Textbook
3 B.Mullen, C. Johnson & E. SAlas (1991). ‘Productivity Loss in Brainstorming Groups: A Meta Analytic Integration’. Basic and Applied Social Psychology, 12, pp 2-23.
4 M. Ringelmann (1913). ‘Recherches sur les moteurs animés: Travail de l’homme’. Annals de l’Institut National Argonomique, 12, pp 1-40
5 S.J.Karau % K.D. Williams (1993). ‘Social Loafing: A Meta-Analytic Review and Theoretical Integration’. Journal of Personality and Social Psychology, 65, pp 681-706
6 Berlingske Tidende, 31. marts 2010, pp 8-9: ‘Når skolen gør en forskel’.
7 Berlingske Tidende, 1. april 2010, pp. 26-27: ‘Vi kører ind i en ny verden’
Hej Mathilde
Jeg tvivler ikke på, at forskerne har fundet sådanne sammenhænge i visse miljøer og på visse tidspunkter, men tvivler på, hvor rigtige de er som generel iagttagelse – ikke mindst i forhold til virkeligheden, som den også kan være.
Dels har jeg 50 gange på kurser gennemført klipseøvelsen, hvor hver deltager skal skrive ned, hvad den kan bruges til og hvor vi samler forslagene sammen bagefter og kan se, at tilsammen har gruppen altid langt, lant flere ideer end den enkelte.
Dels afhænger kreativitet af det miljø den udfoldes i. Hvis der ikke er tryghed og åbenhed og hvis der ikke er fælles belønning, men tværtimod mistillid, lukkethed og et individuelt belønningssystem (hold dine ideer for dig selv indtil de giver dig maksimal gevinst) er dit billede nok rigtigt.
Men det drejer sig om at skabe det rette miljø. Ellers går du f.eks i Bertel Haarders fejlagtige fodspor og begrunder afskaffelsen af gruppeeksamen, som jeg har set en del eksempler på har højnet indlæringen og udbyttet for de studerende.
Kærlig hilsen Flemming
Kære Flemming
Tak for din kommentar og for dit eksempel med klipseøvelsen.
Som du beskriver øvelsen har du netop ladet hver deltager arbejde individuelt med sin egen kreativitet først, og bagefter har du lagt alle forslag sammen. Det giver selvfølgelig flere ideer. Og det er netop, hvad forskerne har fundet, at kreativitet er størst, når individerne ikke påvirker hinanden.
Den ringeste kreativitet fås derimod, når mennesker sættes sammen i en gruppe og i fællesskab skal komme op med ideer. Ubevidst vil gruppens individer fokusere på deres rolle og deres indbyrdes position, påvirke og lade sig påvirke af hinanden, fordi deres selvværd kommer i spil. Nogle vil have kontrol og styre, andre vil læne sig uengageret tilbage og atter andre tør ikke komme frem.
Vi kender allerede faserne i en gruppe: Forming, Storming, Norming og Performing. Når vi i erhvervslivet skal have grupper til at performe, forsøger vi at skabe det rette miljø ved hjælp af regler (Norming), omsorg og pleje. Det kræver ledelse og coaching og fingerspitzgefühl og en hel del ressourcer, fordi grupper har det med at glide tilbage til Storming fasen, hvor energien går til interne konflikter.
Men hvad med folkeskolen? Hvordan sikrer man, at gruppearbejdet rent faktisk er effektivt, når elever selv skal finde ud af samarbejdet? Vi kan næppe forudsætte, at skoleelever ikke har selvværds temaer? Derfor vil nogle elever styre samarbejdet, nogle vil levere varen, og samtidig være frustreret over de øvrige i gruppen, som tager på frihjul eller er for svage til at gøre sig gældende eller bidrage. Jeg tror ikke, at man kan sætte skolebørns reptilhjerner ud af spil, ved at motivere dem med et kollektivt belønningssystem. Man giver dem nærmere en oplevelse af uretfærdighed, fordi de tager opgaven alene og ikke kan lede de øvrige, eller de bliver bekræftet i, at det betaler sig at læne sig tilbage.
Jeg mener, at vi skal forholde os kritiske til gruppearbejde i folkeskolen. Hvis det anvendes, skal lærerne tage ledelsesrollen på sig, for at sikre at gruppearbejdet bliver effektivt. Primært mener jeg, at man skal lade eleverne arbejde hver for sig, og siden samle deres ideer. Det sidste giver bedre muligheder for at spotte den elev, som har brug for individuel støtte eller individuel ros. Danmark har brug for énere, som tør gå egne veje og som ikke er bange for at arbejde alene.
Jeg er med på, at man i det pædagogiske miljø er overbevidst om, at individualisme er en alvorlig trussel mod fællesskabet. Men efter min mening består et stærkt samfund af stærke individer, som føler sig så værdifulde i sig selv, så de har modet til at stå alene og samtidig indgå i selvvalgte meningsfyldte samarbejder og gruppesammenhænge.
Kærlig hilsen Mathilde
På Københavns Universitet indgår K.J Gilhooly’s bog “Thinking” i pensum på Psykologistudiet.
Den omhandler diverse studier af kreativitet. ISBN:0-12-283482-8 (1982) Academic Press Inc.
Hej Mathilde
Jeg har været meget glad for at læse din blog.
Mine elever i 2 hhx c arbejde de næse 4 timer med en case. De skal udarbejde en virksomhedsanalyse, jeg har sat eleverne i grupper.
Dog, de bedste elever, 5 elever, har ønsket at arbejde med casen selv – det gør de så. Deres begrundelse er meget simpel “Vi når mere og lærer mere”.
Jeg vil dette skoleår eksperimentere med brugen af gruppearbejde. Hvornår og hvordan vi anvender gruppearbejde i forbindelse med cases og projektforløb. Mit første eksperiment går på, at alt case og projektarbejde som udgangspunkt er individuelt arbejde, men at eleverne kan få lov til at arbejde i grupper, hvis de kan begrunde, hvorfor det er bedst for dem i den givne situation.
Hilsen
Mads
Kære Mads,
Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for at du kan lide min blog. Og jeg blev specielt rigtig glad for at læse, at du giver plads til en intern evaluering af, hvordan og hvornår gruppearbejde er hensigtsmæssigt. Min fornemmelse er, at mange unge (og voksne) i dag har svært ved at stå ved en selvstændig beslutning. Så det er skønt at erfare, at du har elever, som gerne vil arbejde selvstændigt, og at du støtter dem i det.
Mange venlige hilsner
Mathilde
Hej Henrik,
Tak for din henvisning til Cooperative Learning (CL). CL er netop forskelligt fra traditionelt gruppearbejde, ved at grupper er små, at arbejdsprocessen er underlagt vejledning og struktur, og at hver deltager holdes individuelt ansvarlig for sin egen læring. Grupper overlades ikke til sig selv, men stimuleres til gensidig inspiration. Det giver gode resultater i studiemiljøer, hvor hver deltager er engageret og kommittet.
Jeg synes, det ville være perfekt, hvis CL kom til at fungere i folkeskolen. Det vil kræve en målrettet og større indsats fra lærersiden og større modenhed fra elevsiden. Desværre har mange svage elever ikke lært at tage et ansvar selv, endnu. I øjeblikket har jeg indtryk af, at gruppearbejde træder i stedet for klasseundervisning, og således aflaster læreren. Derfor er det et sølle postulat, at gruppearbejde skulle være til gavn for eleverne.
Hej Mathilde,
Jeg vil mene, at hvis klassens forudsætninger er i orden, vil SPIL-principperne i CL korrekt anvendt eliminere de fleste af de problematikker, du er inde omkring i gruppearbejdet. Jeg vil også påstå, at effektiviteten i opgaveløsningen vil stige, da mindste fællesnævner vil tvinges ud i bidrag – men da jeg ikke anser effektivitet som en afgørende parameter i folkeskolen, er jeg ikke sikker på, at mit indlæg responderer helt godt til din blog.
Lotte Darsø sætter efter min mening effektiviteten i et fint perspektiv til innovationen og taler vi dansk økonomi og produktion, er der koncensus om, at vi skal leve af vores opfindelser, ikke vores effektivitet. Det er vi ganske enkelt for dyre til.
Dertil kommer, at vi har et ansvar overfor såvel de stærke som de svage i skolen, at den niveaudelte undervisning har givet meget negative resultater og at vi er nødt til at udvikle noget nyt på basis af det allerede afprøvede. Her står CL som et reelt alternativ til de gamle metoder og har vist gode resultater de steder, det er anvendt korrekt.