Professionelle Præsentationer

Det hævdes, at ”public speaking” er den mest udbredte frygt i verden. Samtidig er det den ene kompetence med den allerstørste betydning for ens karriere, ens sociale liv og karismatiske udstråling. At turde stå frem, åbne munden og dele sine synspunkter på en inspirerende og vedkommende måde er den mest relevante kompetence at udvikle, hvis man gerne vil brande sig og sikre, at andre får øje på ens potentiale.

Kan du styre dine ”sommerfugle” i maven?
For mange er det forbundet med stress at stå foran en gruppe mennesker og give en præsentation. Både den nyligt udnævnte leder og den erfarne topchef kan opleve, at der flyver forstyrrende sommerfugle rundt i maven, når de skal være ”PÅ”. Men vi reagerer meget forskelligt på oplevelsen af ”sommerfugle i maven”.
Visse erfarne ”public speakers” hævder ligefrem at deres ”sommerfugle” er med til at give et boost og gøre præsentationen mere levende og interessant. At de har behov for dette kick, for at være nok “tændte”. Men sådan tænker og oplever den mindre erfarne ”public speaker” det ikke, tværtimod!

Adrenalin giver dig et trip
Alle, som har prøvet at stå foran et publikum kender til fornemmelsen af ”sommerfugle”. Hjertet raser af sted og man kan mærke hvordan det slår hurtigt – ja, det kan næsten høres. Man sveder under armene og måske i håndfladerne, selvom det ikke skyldes, at man har det for varmt. Det er nærmere en slags ”kold sved”. Hænderne og knæene ryster og benene føles ustabile. Munden bliver tør og stemmen vil heller ikke lystre som den skal. Det er som om hele kroppen er på speed, hvilket den også er, på grund af den indre adrenalin produktion.

Hele reaktionsmønsteret er typisk for ”kamp eller flugt responset”. Kroppens overlevelsessystem tuner lynhurtigt kroppen til at yde sit ypperste, enten til at slå fra sig eller til at kunne løbe hurtigere end en hvilken som helst forfølger. På et splitsekund gør adrenalin os stærkere og hurtigere. Vi bliver yderst årvågen og nærværende, tænker hurtigt, er slagfærdig og tager per instinkt vigtige beslutninger.

Fordelen ved at inddrage sommerfuglene
Den erfarne ”public speaker” anerkender kroppens tilstand, fordi han/hun ved at den tjener et større formål. Den tunede tilstand gør præsentationen levende og den bliver samtidig mere interessant at se på og at lytte til. I stedet for at bekymre sig om kroppens tilstand, og flytte sit fokus fra publikum til sin egen navle, vælger den erfarne ”public speaker” at rumme følelsen og derved inddrage ”sommerfuglene” til fordel for selve præsentationen.

Det kan kun lade sig gøre at vende ”sommerfugle” til sin fordel hvis man har forberedt sin præsentation systematisk og struktureret. Man skal simpelthen kende sit emne til bunds, vide hvad man vil tale om og have overvejet sit publikums nytteværdi af præsentationen. For at kunne respondere umiddelbart på, hvad der end måtte ske, må man kunne tænke hurtigt, improvisere og håndtere det uforudsete på en elegant måde uden at blive rådvild og uden at skabe eller gå i panik. Derfor kræver det forberedelse at kunne tæmme sine indre sommerfugle.

Den gode forberedelse:
Hvis du vil gøre din præsentation til et professionelt håndværk og derved fremme dine karriere muligheder bør du følge en række basale principper i forbindelse med din forberedelse.
Start tidligt med at indsamle indholdet: data, figurer, statistikker, tanker, historier, noter og presse omtale. Hav altid en Post-it blok ved dig til at notere dine ideer. De kommer myldrende, når du mindst venter dem. Professionelle public speakers øver sig ved at tale højt i relevante eller tilsvarende omgivelser. Flowet i din præsentation skal ind under huden. Afsæt 2-3 timers øvelse for hver times præsentation. Det professionelle udtryk kommer når din præsentation virker afslappet, fordi du er rutineret nok. Øve sig foran et spejl eller et videokamera og få gode kolleger eller en coach til at give dig relevant feedback.

Non verbal kommunikation:
En præsentation skal både informere, engagere og underholde. Dertil behøver du et levende kropssprog og et engageret tonefald. Det handler nemlig ikke kun om hvad du siger, men især om hvordan du siger det.

Din stemme: Består af variation, volumen, toneleje og talehastighed. En god vejrtrækning sikrer at du har luft nok til at tale rummet op. Luft giver din stemme volumen. Din talehastighed skal være moderat, med passende pauser, og med varieret toneleje.

Dine hænder: En levende taler gestikulerer med hænder og arme i forhold til budskabet. Undgå at putte hænder i lommen, at lægge arme over kors eller at have hænder på ryggen. Når de ikke er i bevægelse skal armen være ned langs siden. Den position føles rædselsfuld men ser bedst ud.

Din krop: Hav altid en rank holdning. Det er i orden at bevæge sig omkring, når det er meningsfuldt, f.eks. at gå frem imod publikum for at understrege eller væk fra publikum for at pege på slides. Men det forstyrrer når en taler ”danser” eller ”vandrer” på en scene.

Dine øjne: Sørg for at have god øjenkontakt med dit publikum – omkring 3-5 sekunder for hver person. Det giver hver enkelt tilhører en oplevelse af at være set og værdsat.

Dit ansigtsudtryk: Dit publikum aflæser din troværdighed og dit engagement i dit ansigt. Træn din mimik i at udtrykke nysgerrighed, interesse, venlighed, humor, gerne foran spejlet.

Din stil: Alt som handler om dit fysiske udtryk spiller ind. Din figur, hvor velholdt, veltrænet og velplejet du er, din tøjstil, dit valg af smykker, frisure, make-up, etc. Sørg for at matche dit publikum nogenlunde.

Din fleksibilitet: Abstraktionsniveauet i din præsentation skal så vidt muligt matche modtagerne. Sørg for at du kan udtrykke dit budskab varieret og på forskellig måde.

Hvilke hjælpemidler er ok at bruge?
Noter: En præsentation må aldrig huskes udenad, den bliver stiv og kedelig. Hvis du har brug for noter, skal de være som stikord på A6-kort. Hold kortene i én hånd, brug kun stikordet, når du har brug for det, og hold ellers hånden med kortene ned langs siden.

Manuskript: Fungerer sjældent godt. Det skrevne ord mangler den livlighed som det talte ord. Oplæsning forstyrrer kontakten med tilhørerne.

Power Point slides & projektor: Bruges kun til at understøtte budskabet. Må aldrig træde i stedet for ”speakers” noter og blive til selve budskabet, så tilhørerne selv kan læse på slides, hvad du står og siger.

Overheads & OH projektor: Giver mere nærhed i præsentationen. OH projektoren kan tændes og slukkes modsat PC projektoren. Men OH’s er besværligt og virker altmodisch. De skal printes ud, de bliver slidte, de roder nemt og kræver en god struktur og orden.

40-50″ TV skærm: Er det seneste og nyeste til mindre møder. Svarer til at hooke sin pc op til en mega skærm, så alle kan følge med, såfremd man kan sidde tæt nok ved skærmen.

Flip-chart: Du skaber den visuelle illustration imens du præsenterer, men du skal kunne tegne og skrive flot. Tilhørerne må selv tage noter, ingen hand-outs. Kun egnet i mindre grupper.

Teleprompter: Bruges ved taler på TV. Skaber illusionen af at speakeren faktisk ser på sit publikum, men det kræver stadig en dygtig taleskribent for ikke at virke som oplæsning fra et manuskript.

Plenum eller møderummets indretning:
Mange ”speakers” gemmer sig bag en talerstol eller et underviserbord. Det kan være praktisk med et bord til noter, computer, OH’s eller manuskript, men det virker som en fysisk barriere overfor tilhørerne. Lad scenen være din og fyld pladsen ud.

Mange dagligdags præsentationer foregår omkring et mødebord. Ovenstående spillereglerne gælder alligevel. Dine præsentationer skal være spændende og inspirerende. Jo bedre føling du har med ”rummet”, jo bedre kan du fylde rummet og afpasse din performance til deltagernes behov.

Brugen af humor og andre krydderier:
En god præsentation indeholder perioder med lethed. Det binder “speaker” sammen med sit publikum. Hellere slappe af og tager det, som det kommer, end at alt virker for kontrolleret. Dit publikum vil gerne føle, at du er én af dem, og at du ikke lægger afstand til dem.

Eksempler, erfaringer, humor, anekdoter:
Nogle af de bedste krydderier er personlige historier med humoristiske pointer. Del dine egne erfaringer og personlige erkendelser, hvor du burde have taget din egen medicin. Vælg situationer som dit publikum kan relatere sig til. Et andet populært virkemiddel er at stille “show of hands” spørgsmål, hvor publikum skal respondere. Det virker bedst ved mere en 12 deltagere.

Always look at the bright side of life
(from Monty Pytons “The Life of Brian”)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>