Selvansvarlighed og Selvkritik

De sidste 15 år er selvansvarlighed og selvkritik blevet opfattet som et positivt udviklingstegn. Men nu hævder sociologen Rasmus Willig fra RUC, at det har en uheldige bagside for både den enkelte og for samfundet. Den 15.11.2013 bragte Berlingske Tidende et debatinterview mellem journalist Henrik Dannemand og Rasmus Willig. Artiklen her er mine konfronterende betragtning på interviewet og Willigs provokerende negative konklusioner.

Interviewet tager afsæt i Steffen Brandt og TV2’s ironiske hit fra 1994, at “Det er samfundets skyld”. Men Rasmus Willig mener det faktisk helt alvorligt, når han i sin bog konkluderer, at de sidste 15 års mere individualistiske samfund har gjort,  at mennesker i dag er meget kritiske overfor sig selv og ikke nok kritiske overfor samfundet. Han mener, at coaching, MUS og fitness er tiltag, som kun fører til overdreven negativ selvkritik.

Henrik Dannemand forsøger ellers ihærdigt at udfordre og perspektivere Willigs fortolkninger. Bl.a. om man ikke kunne fortolke den større selvkritik som større selvansvarlighed? Men Rasmus Willig fastholder, at “selvkritik er gift for selvet”. I hans optik fører øget økonomisk liberalisme til øget konkurrence, som igen fører til, at ingen vil udstille deres dårlige eller svage sider. Vi får dog ikke at vide, hvor Willig mener, det ville være en fordel. (på socialkontoret?)

Rasmus Willig fortsætter, at hvis man alligevel ikke udstiller sine svage sider, så har man heller ikke brug for politisk liberalisme (= frihed). Vi har med andre ord ikke brug for friheden og retten til at føle et selvansvar og retten til at gøre en indsats for at styrke vores egne kompetencer og dermed sikre vores egen employability. I samme ånd kan vi sikkert konkludere, at vi også kan undvære den stolthed og selvtilfredshed, som for mange er forbundet med at vinde over sig selv og klare sig selv?

Criticize Yourself – If you want it done properly!

Willig er bekymret over, at de færreste mennesker vil kunne håndtere konstant at stille kritiske spørgsmål til sig selv. Det har han sikkert ret i. Jeg kan som coach kun bekræfte, at mange mennesker burde lære at stille sig selv bedre spørgsmål. For der gælder desværre de samme regler for kvaliteten vores tænkeevne som der gælder for kvaliteten af svar fra en computer: ”Garbage in = garbage out”. Hvis vi kun formår at stille negativt ladede spørgsmål til os selv, fordi vi er fanget i negative tanker om os selv, så kan det kun føre til elendige svar.

Fører coaching til selvkritik?

De svar, som Willig ifølge artiklen baserer sin analyse af coaching på, bærer da også præg af, at være elendige (research?) spørgsmål. Jeg er sikker på, at de færreste uddannede coaches kan genkende Willigs beskrivelse af, hvordan coaching skulle foregå. Jo, der er da klienter, som er mere selv-kritiske end hvad de har godt af, når de starter på et coachingsforløb hos mig. Men det hører hverken til coachingens eller til mine arbejdsmetoder ”at gøre klienten til skydeskive for sin egen selvkritik”, som Rasmus Willig udtrykker sig. Det lyder som hans egen fordom.

Coaching handler om at hjælpe klienten til at udfordre sine egne indre barrierer. Det handler om at få klientens ambitioner, muligheder og selvudvikling til at spille sammen med en selv-ansvarlig handlingsplan, så det kan resultere i fremdrift i karrieren og glæde og tilfredshed i livet. Det vil nok forbløffe Rasmus Willig, at et såkaldt “behandlings forløb hos coachen” som regel fører til større selvindsigt og til en større selvtilfredshed hos klienten.

MUS – medarbejder UDVIKLINGS samtalen

Danske virksomheder er etisk forpligtet til at sikre employability af sine medarbejdere. Det betyder, at alle medarbejdere, også de, som ikke af egen drift ønsker det, skal anspores til at holde deres kompetencer vedlige og løbende opgradere dem. Så formålet med MUS er at hjælpe medarbejderen til at vedligeholde sin markedsværdi. Der er ledere, som trods kurser i MUS bliver udfordret når de skal holde MUS med en medarbejder, som ikke er udviklingsparat. Noget af det vanskeligste at håndtere er, at være leder for medarbejdere, som er utilfredse og har modstand. Bagved handler det ofte om lavt selvværd, om indre tvivl og angst, om manglende engagement og manglende selvansvarlighed. Det er ikke MUS, som giver et lavt selvværd. Men MUS gør det synligt, at de har et lavt selvværd.

Jeg gætter på, at det er disse medarbejdere, som Rasmus Willig mener skal fortsætte med at give samfundet skylden? For han mener åbenbart, at de bliver tabere fordi de udsættes for MUS. Virkeligheden er imidlertid en anden, at det er fordi de ikke udvikler sig, at de bliver tabere. At give samfundets skylden er at undskylde sig selv fra ikke at komme med på vognen, når udviklingen går videre.

Fitness – “den liberale arbejdslejr”

Endelig kaster Willig sig over de utilsigtede konsekvenser af fitness. For, som han selv udtrykker det, dyrker han selv fitness for ”at nedkæmpe sin dårlige figur nogle gange om ugen”. Alene formuleringen efterlader det indtryk, at han oplever sig selv som taber i hvad han kalder ”den liberale træningslejr”. Men Willig tager ikke stilling, for han kunne jo gøre en ende på sine lidelser ved at bruge den politiske liberalisme, som ifølge ham skulle blive tilgængelig, når han udstiller sine egne svagheder (forudsat han ser dem som svaghed). Han kunne melde sig ud af sine nederlag i fitness centeret. For hvem tvinger ham til det andet end hans egen samvittighed, forfængelighed eller selvkritiske indstilling?

Er det negativt for samfundet, hvis vi er mere selvansvarlige?

Ankommet ved artiklens slutning er jeg endnu mere forundret, for hvad er Rasmus Willigs pointe? Mener han virkelig seriøst, at selvkritik og samfundskritik er en konstant mængde, som gensidigt udelukker hinanden? At vi, når vi er selvansvarlige og stiller krav om udvikling til os selv og andre, ikke også kan være kritiske overfor hvordan samfundet udvikler sig? Ser vi ikke netop det modsatte, at mennesker, som stiller store krav til sig selv også stiller store krav til deres omgivelser? Og er det nødvendigvis en uheldig eller negativ udvikling, hvis vi afholder os selv fra per automatik at tørre ansvaret for vores eget liv af på samfundet?

For mig var det ironien, som var befriende dengang Steffen Brandt og TV2 med deres sang holdt spejlet op for os danskere. Selvom vi skal huske, at 1½ generation af danskere er vokset op under den tids tankegang (forudsætning), at vores liv er samfundets ansvar. Derfor er der stadig i 2013 mange, som aldrig har lært, hvad det vil sige at udvise selvansvarlighed, og som måske synes det er et uvant eller urimeligt krav.

Anbefaling – Mere selvansvarlighed
Jeg vil derfor uanset Rasmus Willigs konklusioner anbefale mine kurser i NLP-Selvledelse, eller mine andre kurser i selvudvikling. På coaching området har jeg valgt at fokusere på hvordan man kan bruge coaching til at lede medarbejdere, som har modstand. Men også hvordan man skal lede opad (sin egen leder). Mange yngre ledere refererer til ledere, som har mere fokus på at ”passe på sig selv” og som derved skaber frustrationer i organisationen. Læs evt. om NLP Coaching.

Jeg går fuldt og helt ind for selvudvikling, for erfaringen viser, at de fleste mennesker bliver mere omsorgsfulde og rummelige overfor andre, hvis de føler sig stærke i selv og har overskud at dele ud af. Og selvudvikling er én af vejene til at blive et overskudsmenneske og være en attraktiv rollemodel for andre.

Henvisning: Det er vores egen skyld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>