Vi er alle på vej i livet, hver især på vores sted. Nogle har en klar idé om hvad de er her for, og hvor de vil hen, andre har kun en vag idé om hvor de er på vej hen. Og atter andre lader livets tilskikkelser bestemme hvor de kommer hen. Manden paa livets vej handler om at få en idé om sit eget liv.

Han havde gået i lang tid og hans ben var trætte, men det var endnu værre med hans hænder, som bar på mange tasker. Han prøvede at bytte bagagen fra den ene hånd til den anden, men det hjalp ikke. Han havde netop købt endnu en taske, fordi taske-sælgeren havde overbevist ham om at netop denne taske ville gøre det nemmere at bære alle de øvrige. Men den nye taske havde ikke gjort det spor lettere, og det var heller ikke den første taske, som han havde købt på sin vej.

Han havde en taske med fremtidsplaner, én med gode ideer, én med nøglen til succes, én med ikke realiserede drømme, én med gamle bekymringer og én med remedier til at reparere på fortiden. Men den tungeste af dem alle var den til at forebygge ubehag af enhver art. Han var garderet mod enhver tænkelig situation.

Således optaget af sine egne tanker, lagde han ikke mærke til den fremmede, som sad i skyggen ved siden af vejen. “Det er da noget af en bagage, som du har med dig. Har du ikke lyst til at hvile dig lidt?” spurgte den fremmede.

Det lød som en god ide, og han begyndte at sætte sine tasker fra sig og ordne dem efter størrelse. Han lagde også mærke til, at den fremmede åbenbart ikke havde nogen tasker med, ikke én eneste. Han havde aldrig tidligere mødt nogen uden én eneste taske. Alle, han havde mødt, bar på nogle tasker. Han spekulerede på, hvordan den fremmede mon klarede sig. Hvordan kunne han overleve? Hvilken slags menneske var han? Hvordan kunne han klare livets udfordringer helt uden garderinger og erfaringer?

Til sidst spurgte han: “Hvordan kan det være du ikke har nogen tasker med?”

Den fremmede havde mødt spørgsmålet før, men han svarede: “En dag for meget længe siden, tog jeg et hvil i skyggen, ligesom her. Og jeg lagde igen mærke til, at en velkendt stemme talte til mig. Men for første gang begyndte jeg at lytte til den. Den sagde: Jeg er så træt, hvor meget længere behøver vi at gå? Jeg er så træt. Hvor meget længere behøver vi at gå? Jeg opdagede pludselig, at jeg i alle disse år havde talt til mig selv om, hvor træt jeg var. Først forsøgte jeg at skyde denne ubehagelige erkendelse fra mig, ved at prøve at tænke på en ny taske, som jeg altid havde ønsket mig. Men det hjalp intet, så jeg blev bare siddende der.”

“Det var ikke det, at jeg ikke havde lyst til at gå nogen steder, men mere det, at jeg blev bevidst om, at jeg i alle årene ikke virkelig vidste, hvor jeg var på vej hen.
Indtil den dag havde jeg troet, at min søgen efter lettelse og lindring var det samme, som at have et mål og en retning i livet.”

“Men hvorfor søgte du efter lindring? Hvad var det, som du ville have lindret?”

“Jo, det var jo det tossede ved det hele,” sagde den fremmede. “Jeg søgte efter lindring for al den bagage, som jeg slæbte rundt på. Den bagage, som skulle gøre min vej igennem livet lykkelig og glædelig.” Nu grinede de begge to, ligesom to gamle venner kan gøre det af en fælles vittighed. “Men hvor der dine tasker så nu?” spurgte manden.

“Det er hele pointen,” sagde den fremmede. “Når jeg ikke vidste, hvor jeg var på vej hen, hvordan kunne jeg så vide, hvad jeg havde brug for, for at komme derhen? Så hvorfor i al verden skulle jeg slæbe på al den bagage. Sandheden var, at jeg ikke kunne give en eneste god grund, så jeg efterlod dem, hvor jeg havde siddet.”

“Men hvad skete der så? Hvor gik du hen og hvordan blev dit liv derefter?”

“Det tog noget tid, “svarede den fremmede, “men så opdagede jeg det efterhånden. Jeg begyndte at indse, at det ikke var mit liv, som ændrede sig, men mere min måde at se på livet på, som havde ændret sig.”

“Uden vægten af alle mine tasker, som jeg havde båret rundt på hele livet, kunne jeg opleve livet som noget vidunderligt at være i, i stedet for en opgave, som skulle overstås.”