En daarlig forklaring er god nok

Som sædvanligt er ferietiden også højsæson for vejarbejde. Så vi fletter og triller langsomt fremad i den modsatte kørebane. Hele vejen langs vejarbejdet bliver der skiltet: ”Vi reparerer motorvejen”. En åbenlyst og derfor fuldkommen overflødig information. Så hvorfor skilte med det? Men der faktisk en god forklaring på hvorfor en dårlig forklaring er god nok.

I 1970erne foretog en Harvard psykolog et forsøg. På et bibliotek ventede hun indtil der havde dannet sig en kø foran kopimaskinen. Så henvendte hun sig til den forreste og spurgte: ”Undskyld mig, jeg har kun 5 sider, vil De lade mig komme foran?” Meget få gav hende lov til at springe køen over.

Så gentog hun forsøget, men gav en ny forklaring: ”Undskyld mig, jeg har kun 5 sider, og jeg har frygtelig travlt. Vil De lade mig komme foran?” Besynderligt nok tillod langt de fleste hende nu at komme foran. Det var åbenbart en god nok begrundelse AT HUN HAVDE TRAVLT.

Endnu mere pudsigt var det næste forsøg med følgende forklaring: ”Undskyld mig, jeg har kun 5 sider. Vil De lade mig komme foran, for jeg vil gerne lave nogle kopier?” I næsten alle tilfælde fik hun lov at komme foran, selvom alle de øvrige i køen stod der af nøjagtig den samme grund.

Konklusionen var, at vi kan opnå mere hensyn og forståelse fra andre, hvis vi giver dem en forklaring på vores anmodning. Men det er uden betydning om begrundelsen er meningsfuld eller ej.

Det ligger dybt i os mennesker, at vi gerne vil vide HVORFOR?? Men forklaringen ”Vi reparerer motorvejen” gør ikke nogen som helst forskel. Humlen ligger i stedet for i, at vi er blevet konditioneret, at vi skal have en forklaring før vi kan acceptere situationen som den er. Forklaringen bliver derved til en slags GATEKEEPER, som bestemmer om vi vil affinde os med situationen og tillade os selv at slappe af og falde til ro.

Prøv selv at lægge mærke til hvilken forskel det gør for din sjælefred, om du får en forklaring eller ej. Om du f.eks. blot får at vide, at ”dit fly er 3 timer forsinket”, eller om du får at vide, at ”dit fly er 3 timer forsinket på grund af en ekstra sikkerhedskontrol”. Det siger ikke så meget mere, men det er nok til at sikre en større ro iblandt de ventende passagerer.

Mennesker er HVORFOR besatte, og det er vigtigt at huske som leder. Hvis man ikke tilbyder sine medarbejdere en forklaring eller et rationale for at gøre en indsats, så bremser det motivationen. Det giver til gengæld ro på bagsmækken at man får en forklaring.

Tilsvarende oplever mange mennesker også, at de kan føle sig presset til at forklare sig af andres HVORFOR besathed. Det kan virke grænseoverskridende. Men her hjælper det så at vide, at selv en dårlig forklaring og en helt irrelevant information er brugbar i den situation.

Så brug fantasien på at finde på de mest sjove og muntre forklaringer, selvom de er dårlige. Og hav dernæst en sand fornøjelse ved at se den HVORFOR besatte modparts ansigt lægge sig i helt nye folder.

Ha’ en fortsat god ferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>