Vinduet

Mange har sikkert oplevet at være misundelige på en kollega, en veninde eller en bekendt. At gå rundt med fornemmelsen af at de har noget i deres liv, som man selv ville ønske. Man skruer ubevidst sine egne antagelser om hvor urimelig forfordelt de er helt ud af proportion. Og man ser derfor ofte bort fra, at den person til gengæld har andet, som man ikke finder ønskeligt. Historien om vinduet handler om et misundeligt sind, som er gået i selvsving.

Der var engang 2 syge ældre mænd, Alf og Bo, som begge lå på den samme stue på hospitalet. Stuen var ikke stor, og den havde blot et vindue. Alf lå ved vinduet, og Bo lå ved døren. Alf var indlagt med lungebetændelse, så om eftermiddagen sad han op i sin seng fordi det lettede på hans vejrtrækning. Bo var indlagt med rygproblemer, hvorfor han skulle ligge fladt ned.

Hver eftermiddag, når Alf sad op, fordrev han tiden med at beskrive, hvad han kunne se udenfor vinduet. Tilsyneladende var der udsigt til en park med en lille sø. Der var ænder og svaner i søen og børn som havde brød med eller legede med deres små både i søen. Unge mennesker gik hånd i hånd eller sad på bænkene under træerne. Der var blomster og græs, hvor der blev leget med bolde, og hvor de løse hunde fangede frisbees. Og bagved træerne og søen kunne man fornemme byens sky-line.

Bo lyttede til Alf’s beskrivelse af livet i parken og nød hvert øjeblik. Han hørte om, at nogle børn nær var faldet i søen, om hvor smukke pigerne var i deres sommerkjoler. Alf’s beskrivelser gjorde virkelig, at han nærmest kunne se det for sig, hvad der skete udenfor.

En eftermiddag strejfede en tanke ham: Hvorfor skulle Alf have hele fornøjelsen af at se, hvad der foregik? Hvorfor skulle han ikke også have den mulighed? Han var lidt flov over sine tanker, men jo mere han forsøgte at undgå de tanker, jo større blev hans behov for at gøre noget ved det.

En nat, imens han lå og stirrede mod loftet, kunne han høre at Alf fik et voldsomt hosteanfald. Alf forsøgte at tilkalde hjælp, men han var for svag, og kunne ikke finde alarmen. Bo så til, men gjorde intet for at komme Alf til undsætning. Næste morgen var Alf død, og han blev kørt ud af stuen.

Da det føltes passende, spurgte Bo, om han kunne blive flyttet over til vinduet, så han kunne se ud. Det var selvfølgelig helt ok. Lige så snart personalet havde forladt stuen, forsøgte Bo at komme op at støtte på sin albue, så han kunne se ud af vinduet.

Men det eneste han så, var en hvid væg.

And life is what we make of it,
has been and will always be.
Grandma Moses